Ryg

Rygsmerter generelt

Rygsmerter er en folkesygdom, som næsten alle mennesker oplever på et tidspunkt i deres liv. Det er den mest udbredte form for funktionsnedsættelse for personer under 45 år. Der er mange forskellige årsager til rygsmerter, men kan overordnet opdeles i akutte rygsmerter, som typisk tager 6-12 uger at komme sig over eller kroniske rygsmerter (længerevarende), som har varet længere end 12 uger.

Flest ligger under den akutte kategori, men der er også mange, der døjer i længere end 12 uger. Nogle af årsagerne kan være: Facetledsyndrom (hold i ryggen), diskusprolaps, stenose (forsnævring ved nerverne), artrose/spondylose (slidgigt), spondylolistese (fremadglidning af en ryghvirvel), deep gluteal syndrome/piriformis syndrom, sacroiliaca smerter (bækken smerter), skoliose (skæv rygsøjle), iskias (udstrålende smerter ned af benet). I mere sjældne tilfælde kan smerterne også komme som følge af fraktur, eller gigtlidelser såsom Morbus Bechterew, reumatologisk artritis, fibromyalgi, psoriasis artritis og andet.

Årsager

Årsagerne til rygsmerter er multifaktorielle, hvilket vil sige at der kan være mange forskellige årsager til, at du oplever smerter i ryggen. Det er derfor sjældent at man kan give en eksakt årsag til rygsmerter. Det som kan have en medvirkende faktor i rygsmerter er fx inaktivitet, degenerative forandringer (fx slidgigt) eller stillesiddende arbejde. Andre faktorer kan være hårdt fysisk arbejde, ulykker som fald eller biluheld, løft af tung vægt eller kompensationsmønstre pga. andre gener i kroppen.

Disse hændelser kan belaste rygsøjlen, muskler, ledbånd, diskusskiver og nerver, men man kan ikke præcis sige hvad der er den udløsende smertemekanisme, hvorfor man ofte omtaler rygsmerter som uspecifikke.

Når du kommer med rygproblemer kigger vi som osteopater også på smerter der kan have relation til ryggen fra organer, såsom livmoder, tyktarm, lever, mavesæk, diaphragma (åndedrætsmusklen). Derudover kigger vi på væske ophobning i nedre bækken område, som også kan have en indflydelse på smerterne. Dette kan ofte komme til udtryk hos kvinder under graviditet og under efterfødselsperioden, da kroppen har været udsat for en ekstra stor belastning i en længere periode.

Ryggen er en af vores stærkeste strukturer i kroppen og er designet til at kunne klare stor belastning, hvorfor du ikke skal være bange for at udføre hårdt fysisk arbejde eller løfte tungt.

Den sidste del, som også har en stor indvirkning på smerter i ryggen er psykosociale faktorer som stress, depression, angst mm., hvorfor vi under indledende samtale ofte spørger ind til disse ting, da det har vist sig at have stor betydning for vedligeholdelse af rygsmerter.

Behandlingen

Vi tager altid hele din historik ind i den indledende samtale og undersøger først for at udelukke mere alvorlig årsag til dine smerter. Hvis dette kan udelukkes, laver vi en mere grundig undersøgelse for at finde frem til årsagerne til dine rygsmerter og får en snak om dette inden vi går videre til behandling.

Osteopatisk behandling af ryggener kan variere fra træk teknikker for at aflaste lænden, manipulations- muskelenergi- og mobiliseringsteknikker for at øge bevægelighed og mindske smerte. Desuden inddrager vi vores viden om organsystemet for at afdække deres mulige relation til rygsmerter. Dette kunne fx bestå af strækteknikker af tyktarmstilhæftning på bækkenet, tryk under ribben for at løsne for åndedrætsmuskulaturen samt at arbejde med at løsne for fascier (bindevæv) i bækken/maveregion for at øge drænage af væske i området og øge blodgennemstrømning.

Hos Limfjordens Osteopati og Fysioterapi kigger vi på kroppen som en helhed og tilpasser behandlingen alt efter, hvilket problem du kommer ind med. Det kan variere meget fra person til person hvad den rette tilgang er, hvorfor du hos os får en behandling, som er skræddersyet til dig.